21. februar 2017

Affyring i kanon og gråd blev starten på cirkus-fællesskab

Tommy Hardam er nomineret til årets Fællesskabspris for sit frivillige arbejde som stifter og cirkusdirektør i Cirkus Flik-Flak.

“Det var mig, der skulle ligge i kanonen… og jeg græd meget”, udtalelsen stammer fra en af Cirkus Flik Flaks garvede artister, der med et smil på læben beretter om den frygtindgydende start på livet som cirkusartist.

Idémageren bag kanonkonge-nummeret er Tommy Hardam, der sammen med Anne-Gerd Bonde fik idéen til at lave cirkus med og for Odenses børn og unge.

“Jeg synes der var for få fritidsaktiviteter i Odense, og selv har jeg haft mange gode barndomsminder fra cirkus. Derfor tænkte jeg, at jeg ville prøve at se om det kunne være muligt at skabe et godt og kreativt fritidstilbud, hvor man kan blive udfordret og lære værdien i sammenhold og godt fællesskab.”

Cirkus Flik Flak blev en realitet i 1988, hvor Odense kommune valgte at støtte initiativet og Munkebjerg Kirke at udlåne sine lokaler og sin græsplæne til formålet.

Første år var der 40 børn, året efter 60 og i dag bruger over 240 børn deres sommerferie på at lære at jonglere, køre på ethjulet cykel eller at trylle af de mere end 40 frivillige cirkusinstruktører. Og det er fantastisk af mere end én grund.

“Nogle af børnenes forældre har ikke råd til at tage dem med på sommerferie, og derved bliver vores sommeraktivitet, det eneste de skal i deres ferie. Andre oparbejder en ret stort selvtillid, som de måske ikke tidligere har vidst de indeholdt”, fortæller Tommy Hardam, der håber at børnene vil blive ved med at strømme til Cirkus Flik Flak.

I dag bliver Cirkus Flik Flaks aktivitet også støttet af Tuborgfondet. Læs mere om Cirkus Flik Flak , eller giv dem et hjerte med i kampen om at vinde Fællesskabsprisen 2017: http://faellesskabsprisen.dk/nomineret/cirkus-flik-flak/