6. marts 2017

Hjemløse smører kødsandwich for fællesskabet

På bare seks år er antallet af unge hjemløse mellem 18 og 24 år fordoblet. Projekt UDENFOR bruger sandwich til at skabe god kontakt til de hjemløse og integrere dem i nye fællesskaber, hvor deres deltagelse har betydning. Derfor er Projekt UDENFOR nomineret til Fællesskabsprisen 2017.

Mad, et sted at sove, tøj og lægetjek er nogle af de behov, som projekt UDENFOR arbejder på at dække hos de unge hjemløse. Men ofte drejer hjemløsearbejdet sig om langt mere end basale fornødenheder.

“En del af de hjemløse er svære at skabe kontakt til. Nogle slås med både fysiske og psykiske sygdomme, har et udbredt misbrug, er ensomme, alene eller ulykkelige. “, fortæller direktør i Projekt UDENFOR Ninna Hoegh og fortsætter:

“Hvis de unge hjemløse bliver overladt til sig selv betyder det måske, at de bliver på gaden resten af deres af deres liv, og aldrig får en chance for at få et helt almindeligt ungdomsliv. Derfor arbejder vi benhårdt på at få dem integreret i nogle nye fællesskaber”

Hos Projekt UDENFOR arbejder man blandt andet med et sandwichprojekt, hvor hjemløse mødes om at smøre sandwich til andre hjemløse eller til virksomheder, der samtidig med købet af en sandwich også giver en sandwich til en hjemløs:

” De mest populære sandwich blandt de hjemløse er deres selv-opfundne Meatman-sandwich med pastrami og pickles eller Wackimole med cheddar og guacamole”, fortæller gadeplansmedarbejder Tine Vesterbøg og fortsætter:

“Sandwichprojektet er en måde for os at komme i kontakt med de hjemløse samt at beskæftige dem i nye fællesskaber, der kan være med til at hive dem ud af et misbrug eller af en ensomhed. Vi tror på at fællesskabet, som f.eks. skabes igennem sandwichprojektet er vejen ud af hjemløshed”

Du kan læse mere eller stemme på Projekt UDENFOR her: http://faellesskabsprisen.dk/nomineret/projekt-udenfor/

Artikel redigeret d. 28 maj 2017