12. april 2016

Caféejer brygger for fællesskabet

ARTIKEL BRAGT I METROXPRESS DEN 11. APRIL 2016.

Fra mobbeoffer til forkæmper for psykisk syge. Caféejer Brian Sørensen har ansat 20 psykisk sårbare personer. Nu er han nomineret til Fællesskabsprisen 2016.

Caffe latten bliver lavet af en skizofren, og mayonnaisen til fritterne er rørt af en psykisk sårbar førtidspensionist. På Café Kaffegal og i selskabslokalerne ØKOgal i Aarhus har caféejer Brian Sørensen, 38 år, 20 psykiske sårbare personer ansat på særlige vilkår plus 35 frivillige.

Det er ikke nogen guldgrube i økonomisk forstand at drive socialøkonomisk virksomhed, men det handler heller ikke om pengene for Brian Sørensen, som netop er blevet nomineret til Fællesskabssprisen 2016.

– Jeg har ikke selv haft en psykisk sygdom, heldigvis. Men jeg havde ikke selv den mest fantastiske barndom. Jeg var stor og tyk, og blev udsat for mobning i folkeskolen, siger han.

Allerede som 18-årig begyndte han at lave frivilligt social arbejde, og den følelse af ensomhed, han selv havde haft som barn, genfandt han hos de psykiske sårbare mennesker, han mødte.

– Det gjorde det nemt for mig – også selv om jeg var ung – at tale med de her mennesker og vælge dem til.

Han fortæller, at hans medarbejdere løfter sig, når de har været i hans virksomhed et stykke tid.

– De er skrøbelige og stille, når de starter. Men efter et par måneder står de og serverer kaffe for kunderne eller lærer frivillige op.

Regeringen har efter protester fra blandt andre Brian Sørensen netop forlænget den nuværende ordning for socialøkonomiske virksomheder med tre år. Ordningen stod til at blive skrottet den 1. september i år. Det ville have tvunget Brian Sørensen til at opsige sine sårbare medarbejdere.

http://www.mx.dk/penge_erhverv/nyheder/story/21092915

 

Karoline Wullum har ringet til Brian Sørensen og fortalt ham, at han er nomineret. Hør hvordan det lyder her: