26. april 2016

Del Maden arbejder mod madspild

Artikel bragt i Gudenådalens avis den 25. april 2016.

“Jørgen Mathiesen er kandidat til Fællesskabsprisen 2016.

Jørgen Mathiesen, stifter og daglig leder af projekt Del Maden, er nomineret til Fællesskabsprisen, der i år uddeles for tredje gang. Prisen er en hyldest til de mange, der hver dag gennem deres arbejde og frivillige engagement gør en ekstraordinær indsats for fællesskabet.

Jørgen Mathiesen startede Del Maden for et par år siden. Frivillige indsamler overskudsmad, som efterfølgende uddeles til omkring 150 udsatte på 60 forskellige adresser i Favrskov Kommune. Der er i dag tilknyttet 2-5 frivillige, som uddeler mad 250 dage om året.

»Vi henter overskudsbrød fra Mester Jacob i Hadsten hver dag efter lukketid og bringer det ud til de personer, vi har på vores liste. Derudover får vi også fra private og events. Vi giver ikke noget for maden, og vi får ikke noget for den. Del Madens udgifter søges dækket af fonde, sponsorater og gaver,« forklarer Jørgen Mathiesen.

Blandt modtagerne er udsatte familier og enlige, flygtninge, psykiatriske patienter og stofmisbrugere.

»Vi møder dagligt mennesker, der skralder, stjæler, sulter eller på anden vis sætter deres livskvalitet og trivsel på spil, så de mister selvrespekten og værdigheden. Alle ønsker jo at få det bedste ud af livet, men vi kan blive udsat for nogle vilkår og omstændigheder, der gør at vi ikke kan,« siger Jørgen Mathiesen.

Poul Due Jensens Fond i Bjerringbro har netop doneret en kølebil til Del Maden. Det gør det muligt at øge kapaciteten og hente overskudsmad i større mængder.

Prisen overrækkes 9. juni. Man kan læse om de nominerede – og afgive sin stemme – på faellesskabsprisen.dk”

http://www.gudenaadalensavis.dk/artikler/langaa-c2/del-maden-arbejder-mod-madspild-p789#sthash.h68rckVP.dpuf