16. maj 2017

En sønderjysk ildsjæl, der kan slukke ild og stege ringriderpølser

Jeg er frivillig brandmand i Broager i Sønderborg Kommune, hvor jeg bor. Det er en ældgammel tradition i Sønderjylland, og er en god måde at bevare den hurtige, lokale udrykning samtidig med, at det skaber en social lim mellem lokalområdets frivillige. De frivillige brandmænd har en bipper på sig. Tanken med det frivillige brandværn er, at man slipper alt, hvad man har i hænderne, når alarmen lyder. Men der er ikke så mange lokale arbejdspladser tilbage i Broager så mange af os er også tilknyttet det frivillige brandværn i de byer, hvor vi arbejder. Selvom vi er frivillige, har vi gennemgået samme uddannelse som landets resterende brandmænd, og skal på samme måde være et fuldt hold på seks mand fremme på under 5 minutter.

Man kan vel sige, at jeg har fået frivilligheden ind med modermælken. Allerede som 10-årig blev jeg sat til at servere suppe, rydde op og tælle kassen i det lokale bådelaug og da der stadig var ”Gang i den på Nordals” i Nordborg turistforening, hvor min far var frivillig, og jeg elskede at være med.

Oprindeligt er jeg uddannet datamekaniker og jeg tror, at det er herfra, at jeg er blevet vild med at hjælpe andre. Jeg arbejder som IT-medarbejder ved Sønderborg Kommune, hvor jeg også er HK tillidsrepræsentant i IT-afdelingen og fællestillidsrepræsentant for alle HK’ere ved Sønderborg Kommune. Det er på mange måder et taknemmeligt job, fordi jeg kan hjælpe folk med noget, de virkelig har brug for. Men man skal også gøre sig umage. Det er mange forskellige slags mennesker, og for at kunne hjælpe, skal man være god til at fornemme folks kunnen og behov. Jeg kæmper for endnu bedre vilkår og muligheder for mine kolleger, mine medborgere og kammerater, så flest muligt af dem, har lyst til at blive i Sønderborg Kommune.

I Broager er jeg med til at arrangere den årlige Ringriderfest, hvor jeg er en del af teknik teamet, her kommer tivoli til byen og borgerne stiller op med boder, mad og fællessang. Jeg er ikke selv så god på hest; at jeg kan deltage, så jeg står gerne for at servere de legendariske ringriderpølser sammen med mine brandværnskammerater. I Broager har vi dog også en cykel-ringriderfest, hvor jeg deltager. Til den skal alle deltagerne pynte deres cykler, klæde sig flot ud og cykle gennem byen i et samlet optog, mens resten af byen samt ca. 5000 gæster står i vejkanten og samler karameller.

Mit yndlingssted på Broagerland er uden tvivl Skelde Kobbelskov, hvor jeg elsker at gå lange ture ved vandet. Her dufter der både af hav, mark og skov. Mit hjerte banker for Sønderborg Kommune, for naturen og det sønderjyske fællesskab og engagement, som altid er med på at støtte op om nye lokale tiltag.