12. april 2016

Et helle for unge hjemløse

HELLEBRO er nomineret til årets Fællesskabspris. Huset er for unge hjemløse, og de frivillige gør en helt særlig indsats. De unge brugere kan altid bare dukke op – og i øvrigt komme med gode ideer til, hvad de synes, de skal lave sammen. Allerhelst vil HELLEBRO, at de unge “bare” skal føle sig trygge, set og hørt.

I HELLEBRO kan man få sig et bad, en kop kaffe, oplade sin mobiltelefon, lave mad, vaske tøj eller bare få varmen og slappe af. HELLEBRO sætter også håndklæder, sæbe og vaskemiddel til rådighed for de unge. På HELLEBRO skal der være tid til at snakke. Som bruger af huset er både de unge brugere og de frivillige sammen om at bestemme, hvad der skal ske i huset.

Der er mange voksne – eller ældre generationer, der kan være behjælpelig med gode råd og vejledning om alt fra bolig, job, uddannelse til personlige forhold til de unge. Nogle dage spiller man bare et kortspil. Andre dage taler man bare sammen. Alle har gratis mulighed for at deltage i aktiviteter fra mindfullness til cykelværksted. Det nyeste tiltag er Urban Farming, hvor de unge sammen med de frivillige bygger spiringscentraler og dyrker deres egne grøntsager i højbede.

HELLEBRO er vejen frem for unge hjemløse! Det er et helt særligt helle for dem.

Hellebro’s frivillige