13. april 2016

Hovedpineprofessor med unik personlighed

Professor Messoud Ashina er én af verdens førende forskere inden for hovedpine. Han er overlæge ved Dansk Hovedpinecenter, og han fortjener at få Fællesskabsprisen 2016 af flere årsager.

Messoud er kendt som fællesskabets mand på sin arbejdsplads. Han er ydmyg og inkluderende. Alle omkring Messoud føler, at de er en del af gruppen/fællesskabet, uanset om der er tale om patienter, læger, sygeplejersker, medicinstuderende eller bare én, der er på besøg.

Hovedpine er en hyppig lidelse, men både generel viden og behandlingsmuligheder er langt fra tilfredsstillende i dag, hvilket Messoud har sat alt ind for at ændre på. Han udnytter enhver given mulighed til at undervise og uddanne sine kolleger og studenter i hovedpinelidelser og understreger vigtigheden af at genkende, anerkende og afhjælpe hovedpineklager hos patienter.

Messoud kæmper hårdt på den internationale bane for at motivere nye behandlingsmuligheder for hovedpinepatienter. Dem, der måske nyder allermest af Messouds exceptionelle personlighed, er hans ph.d.-forskere og medicinstuderende, som han behandler, som var det hans egne børn. Han er til rådighed 24/7 og skaber plads og muligheder for enhver, der har ambitioner og vejleder dem, der måtte være i tvivl.

Messouds altid positive humør på arbejdspladsen smitter af på hans kolleger i en grad, at man som udefrakommende, ud fra stemningen på området kan sige, om Messoud er på arbejde uden at have set ham.

I en overordentlig travl sundhedssektor findes der i dag meget få ildsjæle som Messoud, hvor han står som en rollemodel for kolleger.

Professor Messoud Ashina