18. april 2017

I Kastrup har frivillighed ingen alder

Ægteparret Niels og Lillian Bundgaard er nomineret til årets Fællesskabspris for at lægge hus til indsamlinger af tøj til udsatte og hjemløse.

I et af Kastrups villakvarterer er der et hus med collager af børnebørn, kaffe på kanden
og hunden Skipper, der passer på husets to beboere Lillian og Niels Bundgaard på henholdvis 76 og 80 år.

Men derudover er der også masser af hjerterum – og et værelse i huset, der er fyldt til randen med tøj, tæpper, dyner, jakker og alt mulig andet, som hjemløse og socialt udsatte har brug for.

Trods deres høje alder deltager ægteparret aktivt i indsamling og videreformidling af tøj og andre sager, der kan komme socialt udsatte til gode. Tøjet kommer fra nær og fjern fra folk, der finder Lillian og Niels’ adresse på nettet, hvorefter de kommer forbi og stiller det ved hoveddøren. Sidste år endte de med at fylde en stor varevogn, der blev kørt ud til et værested for unge hjemløse, der naturligvis blev begejstrede over de mange fyldte sække.

Unge hjemløse har brug for hjælp
Lillian og Niels Bundgaard er glade for, at de kan være med til at samle tøj og andre brugbare ting ind til en gruppe mennesker, der i den grad har brug for hjælp.

”På den her måde kan vi være med til at hjælpe en stor gruppe mennesker. Ikke mindst de unge hjemløse, der ofte ikke er mere end 17-18 år gamle. Det er helt forfærdeligt at være hjemløs i så ung en alder. Dem vil vi selvfølgelig gerne hjælpe alt det, vi kan”, siger Lillian, inden hun kommer med en opfordring.

”Hvis du køber ny dyne, hvorfor skal du så smide den gamle ud? Det er meget bedre at putte det i en sæk, binde en knude og så komme forbi med den her, så der er andre, der kan få glæde af dem. ”

Du kan give din stemme til Niels og Lillian her