13. april 2016

I sadlen for børn og unge i sorg

I forbindelse med Giv Håb-kampagnen for foreningen Børn, Unge og Sorg valgte Jan Mathiasen og Tina Andersen at skabe “Team Giv Håb”. Et velgørenhedscykelhold, der samler penge ind til foreningen, gennem sponsorater.

Team Giv Håb har cyklet Danmark rundt i 2013, 2014, 2015 og nu også i 2016. Holdet cykler Danmark rundt på samme tidspunkt som Post Danmark Rundt og slutter af med opløbsstrækningen på Frederiksberg.

Børn, Unge og Sorg gør et stort stykke arbejde for børn og unge, der har mistet en forældre, en bror eller en søster. Hvert år mister cirka 6000 børn en mor eller en far. Foreningen Børn, Unge og Sorg hjælper disse børn og unge med at bearbejde sorgen.

Flere unge, der har været i kontakt med Børn, Unge og Sorg har været rytter på Team Giv Håb. Tina og Jan gør et kæmpe stykke arbejde for at hjælpe disse unge – både i form af sponsorater til foreningen og i forhold til at give dem vilje og styrke til at klare turen gennem Danmark.

I januar starter træningen og den fortsætter frem til turen i august. Jan og Tina fortjener Fællesskabsprisen 2016 for deres store frivillige indsats for børn og unge i sorg.

Læs mere her: www.bornungesorg.dk og www.teamgivhaab.dk