3. april 2017

Jeg genopstod som omsorgsklovnen Kikka

Kirsten Licia Lærke Olsen er uddannet pædagog, et job hun elskede, men som hun måtte forlade på grund af stress. Det blev en periode med mange nedture, indtil Kirsten genopstod som Omsorgsklovnen Kikka. Nu er hun nomineret til Fællesskabsprisen 2017.

Hvad laver en omsorgsklovn?
En omsorgsklovn er en særlig slags klovn, der i stedet for gøgl og underholdning som vi kender det fra cirkusklovnen, er specialiseret i at snakke, lytte og stimulere sanserne hos f.eks. børn med handikap eller demensramte ældre. Omsorgsklovnene møder mennesker der hvor de er, skaber kontakt og er sammen med dem i nuet på deres præmisser. Når jeg besøger de ældre på plejehjemmene har jeg typisk kaffe, appelsinskræller, en pibe og gerne nogle gode sømandsviser med, der kan få genkendelse frem i deres øjne.

Hvorfor er Omsorgsklovnene nomineret til Fællesskabsprisen?
Fordi vi bygger bro mellem mennesker ved fælles leg og nærvær. Når vi synger sange fra folks barndom, danser eller fjoller, så skaber det en hel vild glæde, genkendelighed og følelse af fællesskab mellem mennesker.

Hvad drømmer du om?
Jeg drømmer om at kunne leve af at sprede glæde, leg og nærvær som Omsorgsklovnen Kikka <3

Læs mere eller stem på Omsorgsklovnen Kikka her: http://faellesskabsprisen.dk/…/omsorgskloven-kikka-omsorgs…/