24. marts 2017

Lille virksomhed får hjælp af ung syrer

Projekt Headstart er nomineret til årets Fællesskabspris for deres arbejde med at få flygtninge hurtigt ud på arbejdsmarkedet. Hos beklædnings- og reklamevirksomheden Kjeldsens i Hillerød er de begejstrede for den viden, som Hassan er kommet med fra Syrien.

For 6 måneder siden fik virksomheden Kjeldsens en ny broderimaskine, men det var begrænset, hvad de vidste om den. Derfor har den ikke rigtig være en del af produktionen i virksomheden.

Men så en dag ringede telefonen, fortæller virksomhedsejer Lasse Kjeldsen. I den anden ende af røret var en medarbejder fra ISS, der har startet projekt Headstart sammen med 3F og Røde Kors.

”De havde fundet min virksomhed på nettet, hvor de kunne se, at vi lavede noget med broderi, og spurgte om vi kunne været interesseret i at få tilknyttet Hassan, der har arbejdet med broderi i Syrien.”

Nogle dage efter kommer Hassan forbi. Det var egentlig meningen, at han kun skulle være der en time, men han endte med at være der meget længere. Det viste sig nemlig, at han vidste en hel masse om broderimaskinen, som Lasse og hans medarbejdere ikke rigtig havde fået gang i endnu.

”Maskinen er ikke sådan helt ligetil. Det kræver en del know-how at få den indstillet korrekt. Det viser sig så, at Hasan havde arbejdet på sin fars broderi i Syrien, hvor han betjente en broderimaskine med 17-hoveder. Vores maskine har kun et enkelt hoved, så det var jo ingen sag for ham,” fortæller Lasse.

Projekt Headstart er sat i verden for at hjælpe flygtninge hurtigt ud på arbejdsmarkedet i form af praktik, løntilskud eller et tilrettelagt uddannelsesforløb. For jo hurtigere de kommer dét, jo større chance er der for, at de får en langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet. Projektet hjælper med at kompetenceafklare flygtninge og hjælpe dem på plads i lokalsamfundet, hvor de får tilknyttet en lokal støtteperson.

Fra Aleppo til Asserbo
Før Hasan fik sin praktikplads i Hillerød, havde han siddet 18 måneder på asylcenter med sin kæreste. Han kom til Danmark fra Aleppo i Syrien sammen med sin kæreste. Nu har de fået opholdstilladelse og en bolig i Asserbo i Halsnæs Kommune. Herfra bliver han hentet af Lasse Kjeldsen de to gange om ugen, hvor han hjælper til i virksomheden. Ugens øvrige dage bruger han på intens danskundervisning, som han først har kunnet starte på efter han har fået sin opholdstilladelse .

Igennem sin kollega Ali fortæller 22-årige Hasan, at han er meget glad for sin praktikplads, der også hjælper ham til at lære dansk hurtigere.

”Det er dejligt at arbejde og hjælpe med noget, jeg er god til. Og så er Lasse en god chef, der også hjælper mig med at lære dansk hurtigere,” smiler han.

Projekt Headstart er et forsøgsprojekt, der kører indtil juli 2017. Du kan læse mere og dem og stemme på dem her: http://faellesskabsprisen.dk/nomineret/headstart/