153
Sprogcafeen "Rødgrød i Stuen" er blevet nomineret af Nishaila

Sprogcafeen "Rødgrød i Stuen"

København
153

Sprogcaféen ”Rødgrød i stuen” for flygtninge i VenligboHus

Sprogcafeen ”Rødgrød i stuen” er et initiativ for flygtninge og frivillige, som ønsker at blive bedre til dansk eller som vil hjælpe andre med det. Dette foregår gennem lektiehjælp, spil, lege og andre aktiviteter, samtaler og sommetider temaer foreslået af sprogcafeens deltagere, frivillige eller sprogcafeens igangsættere, der pt. er Rasmus, Margaret og Henning (se e-mail-adresser). Sprogcaféen blev drevet af kulturforeningen C:NTACT frem til september 2016, hvorefter foreningen desværre ikke kunne fortsætte caféen. Sprogcafeen blev siden flyttet til VenligboHus ved Halmtorvet, og er videreført af ildsjæle/frivillige, som var faste deltagere i den gamle sprogcafé. Denne gruppe fortjener anerkendelse for virkelyst til at videreføre sprogcafeen, samtidig med at de har gjort en væsentlig forskel for deltagende flygtninges sprogforståelse, hjælp til diverse udfordringer/problemer og til at skabe et rum, hvor de har fået mulighed for at indgå i nye relationer. Det har blandt andet været til gavn for Tarek, som har været fast deltager siden sprogcafeens begyndelse, og som her fortæller lidt om, hvorfor han synes, at ”Rødgrød i stuen” bør modtage Fællesskabsprisen. Han siger:

”Jeg begyndte at komme i sprogcafeen “Rødgrød i stuen”, da den startede på Frederiksberg for næsten et år siden, og er kommet der de fleste mandage, også efter at den flyttede til VenligboHus. Sprogcafeen har hjulpet mig meget med at blive bedre til dansk. Jeg har også fået hjælp til at lave lektier og har lært om dansk kultur, bl.a. småsnak, musik og højtider. Så nu kan jeg snakke rigtig dansk og er blevet mere integreret i det danske samfund. Jeg har f.eks. fået nye venner gennem sprogcaféen. Jeg har også fået hjælp til løsning af mere personlige problemer. Jeg håber derfor, at “Rødgrød i stuen” modtager Fællesskabsprisen” (Tarek Faysal Alokla).

Som nominerende håber jeg derfor, at ”Rødgrød i stuen” modtager Fællesskabsprisen for den store indsats, som initiativtagerne gør, for at flygtninge og frivillige oplever det nemt og sjovt at lære det danske sprog, som i sidste ende bidrager til, at de føler sig en del af det danske samfund. Derudover er gruppen med til at skabe et socialt rum for et gensidigt socialt fællesskab.

 
153