26. maj 2016

En krudtsjæl tændt af barndommens benzin

Artikel bragt i ÅrhusVest 25. maj

Han er bestyrelsesformand på Tilst Skole og indehaver af et af Danmarks største Autopartner-værksteder. Og så er Jann Lund en altruistisk blæksprutte for hele lokalområdet, som nyder godt af hans sponsorater, frivillige arbejdskraft, natteravnevandringer, lyse indfald og hjælpsomme hænder.

Når Jann Lund bruger ord som benzin og drive, så taler han ikke om det værksted, han på 10 år har fået til at vokse til et af Danmarks største i Autopartner-kæden med 16 medarbejdere, herunder 4 ungarbejdere. Han taler om noget af det, han ellers bruger sin tid på: Indskolingsklasserne der lige skal have gratis refleksveste, den frivillige forening der får lavet bilen uden beregning, de utilpassede knægte – eller Ravnerok, den lokale festival, som han også har været med til ni år i træk.

”Jeg elsker biler, og jeg elsker mit værksted. Men jeg ville gå kold, hvis jeg ikke lavede alle de andre ting også. Det betyder meget at se, at jeg er med til at gøre en forskel,” siger Jann Lund.

Jann Lunds mor var maniodepressiv og blev indlagt, da han var 9 år. Der blev købt på klods i kiosken – for alle andre steder skulle man betale kontant. Efter et mislykket ophold i en plejefamilie kom han på Chr. IX’s Børnehjem, og der så han med egne øjne, hvad det vil sige at gøre en forskel. Et par pædagoger støttede Jann og blev ved med at presse på, så han fik sig en uddannelse og læreplads som mekaniker.

”Der var nogen, der tog over efter min mor – og hvis de ikke havde gjort det, så havde jeg nok ikke været, hvor jeg er i dag. Derfor tror jeg, det giver mig en fornemmelse af at give tilbage at gøre alle de her ting. I aften når jeg lige at spise aftensmad, før jeg går ud med Natteravnene. Jeg kunne lige så godt have siddet derhjemme med min familie, men når jeg kommer hjem ved 22-tiden og lægger hovedet på puden, er det nu med en helt anden god følelse i kroppen.”

Jann Lund er også med i bestyrelsen for områdets ungdoms- og fritidsklubber. Når talen går på de unge, kommer vi helt ind i hjertekulen af det, der driver ham. På Janns værksted finder mange af de unge fritidsjob, skolepraktik og lærlingepladser. Men kun hvis de passer skolegang og lektier samtidig.

Værkstedets værkfører har en baggrund, som Jann Lund betegner som ”rodet.”
”Som teenager var han i manges øjne bare en møghvalp, der kørte på scooter uden hjelm. I 2010 blev han uddannet mekaniker og senere leder. Nu har han købt hus, har fået sin anden datter og er blevet et forbillede for vores unge og vores lærlinge. Jeg plejer for sjov at sige, at han er den søn, jeg ikke selv fik,” fortæller Jann Lund, der er far til døtre på 11, 14 og 17 år.

”Det er vigtigt for mig at hjælpe de drenge, der er på vej ud af kurs, for jeg kan genkender mig selv i dem. Jeg gik ud af både 7., 8. og 9. klasse, som jeg plejer at sige. Jeg er næsten ordblind, og jeg gad virkelig ikke skole. Jeg var så træt af det og gik rundt i et vakuum, hvor jeg ikke vidste, hvad jeg ville – indtil nogen blev ved at give mig et puf og fortælle, at jeg kunne noget.