24. februar 2017

Sæt i gang! Det er tid til at hylde fællesskabet

Nu kan du nominere dine kandidater til Fællesskabsprisen 2017, der uddeles den 22. juni.
I år har Fællesskabsprisens samarbejdspartnere valgt at sætte særligt fokus på ensomhed, social ulighed, arbejdsfællesskaber og læring/dannelse – emner som alle er aktuelle i dagens Danmark.
Men du kan selvfølgelig nominere alle, der gør en forskel for fællesskabet.

I år er det endnu vigtigere end nogensinde at sætte fokus på fællesskabet. Mange er usikre på, hvad fremtiden bringer og endnu flere oplever, at sammenhold og fællesskab er under pres i vores flygtige, moderne samfund.

Men heldigvis findes der mennesker, der til daglig gør en særlig indsats for fællesskabet – og de skal hyldes. Så det er nu, du skal nominere den eller de personer, som du synes fortjener prisen.

Årets pris stiller skarpt på fire aktuelle emner

I år stiller vi skarpt på ensomhed, ulighed, læring/dannelse og arbejdsfællesskaber. Det er fire områder, hvor et stærkt fællesskab kan være med til at gøre en forskel. Den betænksomme nabo, der inviterer den ensomme i lokalområdet på kaffe eller ildsjælen, der gør en forskel og giver nye muligheder til samfundets svageste. Det kan også være den engagerede lærer, der giver noget ekstra til sine elever eller den gode kollega, der binder arbejdspladsen sammen.

Men du kan naturligvis nominere alle, som du synes gør en særlig indsats for fællesskabet – og som fortjener at blive hyldet.

Du kan nominere dine kandidater her indtil den 8. juni. De ti vindere bliver fejret ved en prisoverrækkelse på Campus Carlsberg I København den 22. juni.