21. august 2015

Vinderne af Fællesskabsprisen 2015!

De ti vindere af Fællesskabsprisen er:

 

  1. BRANDMÆNDENDES CANCERFORENING

Hver dag sætter brandfolk deres liv og helbred på spil for at redde andre mennesker. Og hver dag kæmper frivillige ildsjæle i Brandfolkenes Cancerforening for at beskytte disse brandmænd. Foreningen sætter fokus på cancer som en erhvervsrelateret sygdom og skaber fællesskab blandt brandfolk – ikke kun i Danmark, men også med brandfolk i hele Norden. Foreningen er drevet af ildsjæle, der rådgiver om det sikre arbejdsmiljø og søger at påvirke lovgivningen for at få anerkendt bestemte kræftformer som erhvervsrelaterede sygdomme.

Prisen modtages af foreningens formand Tommy Bækgaard Kjær

 

  1. LÆS FOR LIVET

Læs for liver samler bøger ind til udsatte børn og unge, som bor på børnehjem, krisecentre, asylcentre mv. Foreningen er startet af ildsjælen Rachel Röst og hjælpes godt på vej af frivillige, der hjælper med alt fra besøge børnene, samle bøger ind, sammensætte biblioteker og køre ud med dem til institutionerne. På de tre år, der er gået siden Rachel startede projektet, er der etableret biblioteker på 60 institutioner bestående af over 50.000 bøger. Det fællesskab, som Rachel har skabt, handler bl.a. om det store fællesskab, som bøgernes verden kan tilbyde. Et fællesskab der rummer store muligheder for udsatte børn og unge, nemlig muligheden for bedre livskvalitet og en bedre fremtid.

Prisen modtages af foreningens stifter Rachel Röst

 

  1. GOSIA JURALOWICZ – postbud

Gosia er den medarbejder og kollega, alle ønsker sig. Gosia giver altid en hånd med, hvis andre har svært ved at nå hele deres rute. Hun er en omsorgsfuld kollega og en loyal medarbejder, som gør meget mere end man kunne forvente. Udover at passe sit job, være pligtopfyldende og ansvarsfuld, er hun omsorgsfuld over for sine kollegaer og gør en ekstraordinær indsats for at dyrke det kollegiale fællesskab: Det kan være ved at gøre noget ekstra ud af den fælles morgenmad, tage kage med eller tage sig tid til at få en snak i kaffepausen. Fællesskabsprisen gives til den ekstraordinære indsats for fællesskabet. Det er Gosia et eksempel på. Vi andre ser ikke hendes indsats, og vi hører ikke om den. Men uden hende ville hendes arbejdsplads slet, slet ikke være den samme.

 

  1. CHARLOTTE DRUE – stifter af Søskendekram

Charlotte Drue stiftede Søskendekram på baggrund af tabet af sin lillebror, der omkom ved en tragisk ulykke for 13 år siden. Søskendekram er et forum for dem, der har mistet en bror eller en søster. Her er der mulighed for at dele tanker og følelser med andre i samme situation. Selv beskriver Charlotte forholdet til gruppens medlemmer, som næsten ’søskendeagtigt’. Hun plejer at sige, at ligeså mange medlemmer gruppen har, lige så mange søskende har hun. Det betyder, at hun pt har over 800 søskende. Charlotte er meget beskeden og gør ikke det store nummer ud af sin indsats. Men Charlottes fællesskab er uvurderligt. Det er et sted fuld af nærvær og støtte, skabt af en person der på trods af sit eget store tab, også kunne evne at rumme andres sorg.

 

  1. JOBPATRULJEN

Jobpatruljen er en oplysningskampagne overfor 13-18-årige med fritidsjob. Hvert år taler Jobpatruljen med op mod 3.500 unge. 7 ud af 10 unge bliver snydt i deres job: Mange går glip af løn under sygdom, arbejder under uacceptable forhold eller er ikke informeret grundigt nok om deres rettigheder på arbejdspladsen. Netop derfor er Jobpatruljens indsats vigtig. Jobpatruljens ca. 100 frivillige bruger hvert år en del af deres sommerferie på at gøre fritidsjobbere landet over klogere på, hvad de har ret til og krav på. De tager også på skolebesøg for at undervise eleverne i love og overenskomster, så de er rustet til deres første møde med arbejdsmarkedet. Mottoet for Jobpatruljen er: We have your back! Det er det fællesskabet kan, tage sig af hinanden og træde til, når det behøves. Have each others backs.

Prisen modtages af landskoordinator Rasmus K. Jacobsen

 

  1. HELLE SIBBERSEN – stifter af Projekt Husvild

Helle Sibbersen startede sin indsats, da en mand var forsvundet i Odense. Han kom fra misbrugsmiljøet, og der var ingen som gjorde noget ved det. Helle fandt manden – han gik rundt med bare tæer midt i december. Det blev starten på Projekt Husvild. Gennem projektet hjælper Helle mennesker med at navigere i systemet: Hun sørger for, at folk ikke går sultne i seng – og hun gør en kæmpe indsats – også med de små ting. Hvis en hjemløs fx mangler et par sko i størrelse 42, går hun ikke hjem før hun har fundet et par i den rette størrelse. Hun ’skralder’ mad i supermarkeder for at kunne lave mad til andre mennesker. Det er hårdt at hjælpe – også følelsesmæssigt – og mange af dem hun kommer i kontakt med er mennesker med skrøbeligt sind og helbred. Men Helle kæmper videre. Det fællesskab Helle skaber er uvurderligt for dem, hun møder på sin vej. Hun tilbyder nemlig sit nærvær og venskab til folk, der ikke har andre.

 

  1. FLYGTNINGEVENNER I BORUP

Flygtningevenner i Borup er et netværk af borgere i Borup, som har valgt at bruge kræfter på at skabe positive oplevelser i dagligdagen for de 25 syriske flygtninge, som skal bo midlertidigt på byens tidligere plejecenter. Gruppen har i samarbejde med lokale foreninger og enkeltpersoner arrangeret fodboldkampE, samlet tøj ind, afholdt kulturelle arrangementer, fællesspisning, danskundervisning, strikkeklub, lektiehjælp og meget mere. Gennem dette styrkes fællesskabet mellem flygtningene og lokalsamfundet og venskaber bliver knyttet med de nye indbyggere.

Prisen modtages af Mikael Skak Pedersen fra Flygtningevenner i Borup

 

  1. CAFE EXIT

Cafe Exit er en forening, der giver indsatte og eks-indsatte mulighed for at starte på en frisk – et nyt liv uden kriminalitet. Alle med en plettet straffeattest kan få hjælp til de udfordringer, der er i livet som tidligere kriminel. Café Exit har række tilbud: Blandt andet beskæftigelsesprojekter, socialrådgivning, familierådgivning og gældsrådgivning samt samtaler med terapeut og psykolog. Derudover har Cafe Exit frivillige i flere fængsler og støtter kvindegrupper, tøj- og kunstprojekter. Cafe Exit gør en kæmpe forskel for mange udsatte mennesker, der normalt ikke kan få hjælp andre steder i systemet. De mennesker, som Exit rummer er de mennesker, der står længst udenfor fællesskabet. Exit viser værdien af et tilhøre et fællesskab – uden fællesskaber er det svært overhovedet at leve.

Prisen modtages af Erik Adrian (næstformand) og en gruppe fra Café Exit

 

  1. ARNE PEDERSEN – TAXACHAUFFØR

I 30 år indtil denne måned har Arne kørt taxa med børn i specialtilbud for Gentofte kommune. Men Arne gør meget mere end jobfunktionen kræver, han er nemlig dybt engageret i de børn, han kører med. Arne giver omsorg og udfordrer børnene, der ellers kan have det svært i sociale sammenhænge. Han har skabt et helle i bilerne, hvor børnene kan være sig selv. Samtidig stiller han krav til dem. Der kan være op til otte børn i bilerne, så der skal være orden og disciplin. De skal tale pænt, være gode til at dele og så skal de lære nyt. Selv når Arne ikke kører, er der omtanke for børnene. Han sender altid fødselsdagshilsner og sms’er, hvis børnene er syge. Arne har kørt mange børn i skole i hele deres skoleliv og har været deres faste holdepunkt i, hvad der kan være en lidt uoverskuelig verden. Fælles for alle Arnes børn er, at de oplever ham som en ven – en man kan stole på. Arne har skabt et lille bitte og uvurderligt fællesskab, der får en del af Danmark til at hænge sammen. Usynligt for os andre, men livgivende for de få.

 

  1. BROEN DANMARK

I 2002 hjalp Hans Søgaard to drenge med at gå til fodbold, fordi deres forældre var misbrugere og ikke havde overskud – hverken menneskeligt eller økonomisk – til at støtte børnenes fritidsliv. Han oprettede samme år Støtteforeningen BROEN for at organisere fundraising og formidling af støtte til udsatte børn og unge i Horsens. Siden har han utrætteligt talt udsatte børns sag, og i dag findes der 20 afdelinger af BROEN ud over hele landet. Gennem årene er mere end 3000 børn og unge blevet hjulpet til et aktivt fritidsliv i lokale idræts- og fritidsforeninger, hvor de har fået gode oplevelser sammen med andre børn og unge – og positive voksne. BROEN åbner op for nyt håb, succesoplevelser, en aktiv fritid og et socialt fællesskab – til glæde og udvikling for det enkelte barn og med positiv indvirkning på familien som helhed. Et kendetegn ved det danske fællesskab er ligeværdighed. Broen er med til at styrke den ligeværdighed. Uden BROEN ville en stor gruppe børn blive sat udenfor fællesskabet.

Prisen modtages af Peter Poulsen (formand for BROEN Danmark) på vegne af Hans Søgaard