“BROEN Danmark Rundt” er et velgørenhedscykelløb, hvor en række engagerede mennesker fra erhvervsliv, politik og foreninger har valgt at bruge noget af deres tid til at sætte fokus på BROENs indsats for udsatte børns fritidsaktiviteter. Deltagerne i cykelløbet støttes af sponsorer for at samle penge ind til at hjælpe udsatte børn og unge til at kunne gå til aktiviteter i fritiden. Samtidig er de med til at skabe opmærksomhed om udsatte børns mulighed for at have en aktiv fritid på lige fod med andre børn i positive fællesskaber med voksne rollemodeller. Deltagerne dækker selv deres udgifter i forbindelse med turen, og de indsamlede midler fra sponsorer går til BROENs indsats for socialt udsatte børn og unges fritid gennem lokalforeningerne af BROEN. For at sikre cykelholdets tur på kryds og tværs af Danmark er der en motorcykel i front og to servicevogne efter holdet. BROEN Danmark Rundt kørte første gang i 2017 fra Folkemødet på Bornholm til Skagen. I 2018 gik turen fra Kronborg til Skagen. I 2019 vender ruten med start i Silkeborg den 8. juni og mål i Allinge den 12. juni, dagen før Folkemødet. De to første løb har indsamlet ca. 750.000 kroner til BROENs lokale indsats. Initiativtagere til BROEN Danmark Rundt er erhvervsmanden Flemming Bøgely og politikeren Kristian Thulesen Dahl. Begge har lagt en stor frivillig indsats i at udvikle og virkeliggøre løbet. Vi vil fra BROEN Danmark gerne indstille Flemming og Kristian for dette fantastiske initiativ, som er upolitisk og samler deltagere på tværs af politik, bla. fra Folketinget og lokale byråd.

Stem til Publikumsprisen

Synes du, at BROEN Danmark Rundt 2019 fortjener at vinde publikumsprisen? I så fald kan du kaste lidt kærlighed efter BROEN Danmark Rundt 2019 ved at give et 'like' eller dele indstillingen med dine venner på Facebook.

Se flere nominerede