Det Grænseløse Køkken er en platform for lokale borgere og ildsjæle, hvor man kan afprøve sine idéer og dele dem med andre. En platform for kultur som flytter kultur. En platform for fællesaktiviteter, indsigt og udsyn skabt af de lokale for de lokale. Det Grænseløse Køkken er et rum skabt til liv. Det Grænseløse Køkken skaber møder mellem mennesker omkring det dækkede bord - som betyder det samme i Danmark som resten af verden. I 2016 og 2017 var Det Grænseløse Køkken placeret i et fælles rum - et midlertidigt væksthus i gården bag Maltfabrikken i Ebeltoft. I 2018 skal Det Grænseløse Køkken videre til andre fællesrum - hvor gæsterne kan være med til at skabe og opbygge glæde, liv og mulighed for at udvikle en fælles kultur. Derudover afholdes Den Grænseløse Festival i slutningen af august. Frans van der Woude er en kæmpe drivkræft til at skabe et naturligt fællesskab omkring måltiderne - både under madlavningen, opsætningen og iblandt dem der troligt møder op og deler fadene. I de to perioder det har kørt ved Maltfabrikken har der 3 gange om ugen ca. mødt mellem 150-200 mennesker op HVER gang. Lokale, unge, ældre, børnefamilier og turister. Frans van der Woude er et forbillede for mange i lokalsamfundet. Han er ikke påtaget, gør det ikke for pengenes skyld eller ønsker at være i centrum. Han gør det fordi han ikke kan lade være, fordi det kommer fra hjertet at skabe smukke måltider og samtaler rundt om et bord. Jeg ved han ikke er meget for at blive indstillet til en pris, men jeg synes alligevel at han skal - fordi han er også et forbillede for mig - en måde at leve på med mennesker og skabe ting i et samfund der desværre på mange måder er ved at blive individualiseret. På en måde er det skørt at indstille 1 enkelt person til en pris til FÆLLESskab - men Frans bygger det SKAB vi andre er FÆLLES om sammen med ham. Et rummeligt og foranderligt fællesskab.

Stem til Publikumsprisen

Synes du, at Frans van der Woude fortjener at vinde publikumsprisen? I så fald kan du kaste lidt kærlighed efter Frans van der Woude ved at give et 'like' eller dele indstillingen med dine venner på Facebook.

Se flere nominerede