Kolding Madhjælp er en forening, der består af frivillige, som arbejder for at hjælpe mennesker med en stram økonomi til at få mad i hverdagen. Maden er overskudsmad fra butikker, som Kolding Madhjælp henter og giver gratis videre til udsatte borgere. Maden ville ellers have været smidt ud, så i stedet for madspild, bliver det nu til madgavn. Maden fejler intet, men kan ikke sælges i butikkerne, da det har sidste salgsdato. Kolding Madhjælp er registreret hos Fødevarestyrelsen og har en fin smiley, så der er garanti for at maden er i orden. Brugerne melder tilbage, at det er en kæmpehjælp for dem. Mange af brugerne bliver også henvist til Kolding Madhjælp af Kolding Kommunes sagsbehandlere. Der er åbent for gratis afhentning af mad hver 2. søndag om eftm fra 14 - 16, og brugerne kommer allerede ved 12 tiden. Der er et venterum, hvor de kan vente og få kaffe/te og saftevand, mens de venter, og der er et legerum med legetøj, hvor deres børn kan lege, mens deres forældre venter på at få mad. Herved kan de danne sociale netværker, mens børnene hygger sig. Kolding Madhjælp tager også ud på skoler, arrangementer o.lign. for at fortælle om projektet og for at fortælle, hvad man kan gøre for at mindske madspild. Desuden er Kolding Madhjælp med i Tænketanken, som er etableret af Miljø- og Fødevareministeriet, som skal arbejde på at reducere madspild. Kolding Madhjælp gør en stor indsats både for at mindske madspild og hjælpe udsatte borgere.

Stem til Publikumsprisen

Synes du, at Ida Jørgensen fortjener at vinde publikumsprisen? I så fald kan du kaste lidt kærlighed efter Ida Jørgensen ved at give et 'like' eller dele indstillingen med dine venner på Facebook.

Se flere nominerede