Det turkise telt er en frivillig baseret og non-profit forening, som blev stiftet i 2010 med et formål om at øge diversiteten og mangfoldigheden i kulturlivet. Foreningen står blandt andet bag arrangementet det turkise telt, som er en 9-dags musikfestival der er blevet afviklet årligt sideløbende med Aarhus Festuge siden 2010. År for år er ambitionerne blevet større og i 2015 kulminerede det imidlertid med national anerkendelse i form af kåringen som Årets Spillested ved DMA World foran aktører som Roskilde Festival, spillestederne Global CPH og Atlas samt CPH World Music Festival. Året efter opnåede det turkise telt igen en kåring – denne gang lokal anerkendelse i form af prisen som Byens Bedste Spillested ved AOA Awardshow. 2017 har udover endnu en succesfuld udgave af det turkise telt budt på to nye ambitiøse arrangementer: En tredags subfestival under SPOT med navnet Roots&Hybrid Festival og en unik musikalsk egenproduktion under titlen Reflections. I 2018 står vi foran endnu et spændende år. Der er igen blevet afviklet Roots&Hybrid Festival, ligesom der for 9. gang vil blive afviklet det turkise telt i sensommeren. Udover disse to primære projekter er der mange mindre projekter og samarbejder på tegnebrættet, som bliver spændende at følge udviklingen af. Samtidig er 2018 et år, hvor visionerne for det længere sigte for foreningens virke skal diskuteres og en kurs skal fastsættes. Foreningen sætter en udvikling i gang, hvor minoriteter bliver en substantiel del af fællesskabet, kulturlivet i Aarhus og resten af landet – både som forbrugere og producenter. Vi ønsker et kulturliv, der, som farven turkis, er et resultat af, at man fusionerer og skaber nye hybrider. Vores mål er, at inspirere folk til at deltage i kulturlivet og dermed sætte en publikumsudvikling i gang, da vi mener, at mennesker udover arbejdspladserne, uddannelserne og på gaden også har brug for at være sammen på disse platforme, for at nedbryde fordommene overfor det fremmede og de hæmninger der er, når man skal møde noget nyt. Med foreningens aktiviteter ønsker vi at skabe forståelse på tværs af kulturer, aldersgrupper, bydele og genrer. Foto credit: Mads Christensen

Stem til Publikumsprisen

Synes du, at det turkise telt fortjener at vinde publikumsprisen? I så fald kan du kaste lidt kærlighed efter det turkise telt ved at give et 'like' eller dele indstillingen med dine venner på Facebook.

Se flere nominerede