Vi vil gerne indstille Lotte Hall til fællesskabsprisen, da hun fortjener et stort skulderklap for hendes indsats for udsatte og andre med få midler. Lotte startede Stop Spild Lokalt (Hjørring) for ca. 1 1/2 år siden på egen bopæl. Her havde hun frivillige til at hjælpe med afhentning af overskudsvarer fra vores lokale butikker, for derefter at dele dem ud ganske gratis. Det har siden udviklet sig gevaldigt. Uddelingen af mad er flyttet til et lokale, som Lotte har fået stillet til rådighed af kommunen. Her uddeles hver dag gratis mad, som rigtig mange benytter sig af. Lottes helbred er ikke det bedste. Hun har døjet rigtig meget med sygdom og gør det stadig. Lotte er derfor ikke selv i stand til at gøre alt det hun gerne vil for andre, men hun finder altid en løsning. Det er lykkedes hende at finde en stor gruppe frivillige, som hjælper i det daglige med alt det praktiske. I helligdagene hentes der madspild fra butikker i hele nordjylland, som bliver til adskillige julekasser, påskekasser osv. Hun hjælper på den måde mange mennesker, som har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. Lottes arbejde har udviklet sig fra at være en mindre maduddeling på privatadresse, til en organiseret indsats for udsatte i nordjylland. Der er på nuværende tidspunkt over 2000 facebook medlemmer af Stop Spild Lokalt (Hjørring). Ofte er der kø foran uddelingsstedet, da mange er afhængige af hjælpen. Lotte har et kæmpe hjerte. Hun er altid smilende og har ja-hatten på. Er der nogen der fortjener prisen er det Lotte! Venlig hilsen Joan, Maria, Maria og resten af Lottes glade hjælpere

Stem til Publikumsprisen

Synes du, at Lotte Hall fortjener at vinde publikumsprisen? I så fald kan du kaste lidt kærlighed efter Lotte Hall ved at give et 'like' eller dele indstillingen med dine venner på Facebook.

Se flere nominerede