RONJA HAUGE SCHIERUP, Aarhus

Ronja er kun 10 år, og hun er dermed den yngste vinder af Fællesskabsprisen nogensinde. Da billeder af flygtninge, der gik langs de danske motorveje, tonede frem på de danske tv-skærme i 2015, syntes Ronja at det var synd for de børn, der kom til Danmark uden deres venner. Hun foreslog derfor sin far, at hun kunne blive deres nye, danske ven. Dette blev starten på hjemmesiden flygtningevenner.dk, der skaber netværk og legeaftaler mellem etnisk danske børn og flygtningebørn.

Prisen blev modtaget af Ronja og hendes far, Morten Schierup Larsen.

X-MEN, KØBENHAVN

Erkan, Faysal og Elias – bedre kendt som X-Men – arbejder benhårdt på at vende en negativ udvikling blandt de unge, der bor i Urbanplanen i København. Dreng-enes hjerter banker for Urbanplanen, hvor de selv er vokset op og har haft kriminalitet tæt ind på livet. De kender derfor alle områdets unge og ved, hvad der skal til for at få de unge til genoverveje deres liv og på sigt erstatte kriminalitet med andre fællesskaber i form af uddannelse eller arbejde. Projektet startede som et forsøg, men i dag kæmper drengene frivilligt videre for bedre muligheder for Urbanplanens unge.

Prisen blev modtaget af Erkan og Elias fra X-men.

MENNESKEBIBLIOTEKET, VERDENSOMSPÆNDENDE

På biblioteket kan man låne bøger, der kan gøre en klog på et hvilket som helst emne. Men bøger er ikke nok, hvis man vil forstå nuancerne i vores verden, mener ildsjælen Ronni Abergel. Derfor har han skabt tilbuddet Menneskebiblioteket, hvor folk kan ”låne” rigtige mennesker at tale med. Menneskebiblioteket vil skabe en forståelse for forskellige typer mennesker, deres baggrund og de ting, de har været udsat for. Man kan ”låne” en flygtning, en polyamorøs, en der er blevet seksuelt misbrugt eller en hjemløs. ”Bøgerne” er alle frivillige, og de gør et kæmpe arbejde for at bryde med fordomme, nuancere folks forståelse for forskellige måder at leve på og via samtalen få os til at indse, hvor mange ting vi egentligt har tilfælles.

Prisen blev modtaget af Ronni Abergel, stifter af Menneskebiblioteket.

VENTILEN, LANDSDÆKKENDE

Mellem 5 og 10 procent af alle danske unge mellem 13 og 25 år føler sig ensomme hver dag, og det kan have alvorlige konsekvenser. Ventilen (eller Ven-til-en) er en frivillig, social organisation, der hjælper ensomme unge med at finde vej ind i fællesskabet. Ventilen drives af unge for unge, og de frivillige går på modigste vis foran i kampen for at aftabuisere ensomhed. ”Der er ikke noget galt med at føle sig ensom, man har bare ikke fundet ud af, hvor man passer ind”. Sådan lyder udgangspunktet for Ventilens arbejde, der formår at danne en tryg ramme for, at forskellige relationer og venskaber kan opstå mellem Ventilens mange brugere og frivillige.

Prisen blev modtaget af bestyrelsesmedlem Janine Svendborg og sekretariatsleder Karen Lerstrup Pedersen.

PROJEKT HEADSTART, LANDSDÆKKENDE

Målet med Projekt Headstart er at få flygtninge i job, så snart de har modtaget deres opholdstilladelse. Her er motivationen for at blive en del af arbejdsmarkedet og lokalsamfundet nemlig allerstørst. Projektet arbejder for at øge andelen af flygtninge, der får en tidlig tilknytning til arbejdsmarkedet gennem hurtig kompetenceafklaring, målrettet jobindsats og tilbud om en lokal kontaktperson. Headstart har for nyligt haft succes med en syrisk flygtning, som er blevet sendt i arbejde i en broderivirksomhed i Hillerød, hvor det viste sig, at han kunne hjælpe virksomheden med at betjene en broderimaskine, som de havde indkøbt men havde opgivet at få til at virke.

Prisen blev modtaget af Marie Koch fra ISS, Michael Pedersen fra 3F Jobformidlingen og Kasper Koch, leder af Strategi og projektudvikling hos Røde Kors.

DSC_4331_2017_VARM VELKOMST

Projektet 'Varm Velkomst' var en af de ti vindere til Fællesskabsprisen.

VARM VELKOMST, AARHUS

Varm Velkomst er et tiltag, der forsøger at løse det store problem, der eksisterer omkring ensomhed blandt unge. Kernen i projektet er en række velkomstselskaber, som afholdes af iværksætteren Thomas Vovemod i Vanebrudspalæet. Over 11 temaselskaber forsøger man at knytte unge sammen efter interessefællesskaber. Om det er sang og musik, bæredygtighed eller erhvervslivet man er interesseret i, så danner Varm Velkomst gode fællesskaber, som man kan udforske byen sammen med. En genial måde at bekæmpe ensomhed og skabe inklusion i Aarhus blandt tilflyttere og studerende.

Prisen blev modtaget af Thomas Vovemod og Jonas Pindhund, stiftere af Varm Velkomst.

TINA SKOVMAND JENSEN, AALBORG

Tinas voksenliv startede tidligt, da hun som kun 17-årig blev mor. I mange år gik hun ledig, og hun mistede håbet for at få foden indenfor på arbejdsmarkedet. I april 2008 indså Tina, at det var på tide at ændre sit liv og blive et godt forbillede for sine børn, der selv var ved at blive voksne. Tina havde ingen kompetencer inden for rengøring eller service, men med den rette støtte har Tina fået mod på at gøre op med sit liv på offentlig forsørgelse. Efter en måneds praktik blev Tina tilbudt en ansættelse, og efter nogle års ansættelse er hun blevet leder hos ISS. Tina er et forbillede for ledige, som står uden for arbejdsfællesskabet, og hendes fantastiske udvikling har også inspireret mange andre.

UNGDOMSBUREAUET, KØBENHAVN

Ungdomsbureauet er en non-profit organisation stiftet i 2012, som ønsker om at ændre ungdommens rolle i samfundet. Ungdomsbureauet arbejder på at sikre unge muligheden for at komme til orde, blive hørt og få medindflydelse. Sidste år stiftede Ungdomsbureauet ”Ungdommens Folkemøde” i København. Her tages de unge alvorligt, og de frivillige i Ungdomsbureauet gør et fantastisk arbejde for at sikre den fremtidige generations engagement og lyst til medindflydelse.

Prisen blev modtaget af hele holdet bag Ungdomsbureauet.

RASMUS ERICHSEN, KORSØR

På trods af sine kun 17 år har Rasmus Erichsen fra Korsør allerede stiftet sin egen forening og gjort en stor forskel for sit lokalmiljø. I 2016 fik han en god idé. Gang på gang oplevede han, at hans familie smed overskydende mad ud. For at stoppe al det madspild oprettede han en Facebook-gruppe ”Stop Spild Lokalt”, hvor personer, der har mad tilovers i Korsør, kan give det til andre, som har brug for det. I gruppen agerer Rasmus administrator og lagermand, når ikke brugerne har mulighed for at bytte internt. Rasmus gør et stort stykke arbejde for udsatte familier og for miljøet, som nyder godt af, at overskudsmad ikke længere bliver kylet i skraldespanden, men i stedet ender på spisebordet. Projektet har nu spredt sig til 73 byer.

Prisen blev modtaget af Rasmus Erichsen

LISETTE OG SKØNHEDSPIGERNE, BRØNDBY

På Brøndby Produktionshøjskole har linjeleder Lisette Kaas taget nye metoder i brug. Sammen med det lokale plejehjem har hun fået en aftale i hus, så eleverne ikke længere behøver at øve sig på dukker, men kan komme over på det lokale ældrecenter og udførebehandlinger på de ældre dér. Projektet knytter et helt særligt bånd mellem de yngre og de ældre, derelsker at få besøg af Skønhedspigerne, som de kalder dem. Mange af beboerne er demente, og nogle afdem uden sprog, men når de har fået behandlinger går de derfra med et utroligt velvære og stolthed, og sygeplejerskerne oplever endda et fald i indtagelsen af smertestillende og sovemedicin, når Skønhedspigerne har været på besøg.

Prisen modtages af linjeleder Lisette Kaas og Skønhedspigerne.

DSC_4150_2017_X-MEN

X-men vandt en af de ti fællesskabspriser. Prisen blev modtaget af Erkan og Elias - to af de tre stiftere bag projektet.