Vinderne 2019


1. OMBOLD, DANMARK

OMBOLD Gadefodbold er et fodboldfællesskab for udsatte og hjemløse med plads til alle uanset køn, alder og fodboldkompetencer. OMBOLD har vist, at det er muligt tiltrække socialt udsatte og motivere til engagement og deltagelse i fysisk aktivitet – båret af ønsket om et positivt socialt fællesskab. Det hele sker under mottoet med de tre F’er: Fodbold, Fællesskab, Forandring. Prisen blev modtaget af seniorkonsulent hos OMBOLD, Thomas Hye-Knudsen.


2. METTE SCHAK DAHLMANN, MIDTJYLLAND

Mette brænder uendeligt for ordentlige vilkår for sine kolleger og fagfæller og de fleste andre på arbejdsmarkedet. Hun brænder for at alle - uanset køn, etnicitet, seksuel orientering og klasse skal have de samme muligheder og vilkår på uddannelser og på arbejdspladser. Hun er murer, hun har en enestående evne til at tryllebinde alle samfundslag med sine ord, og hun er kreativ og finder på nye løsninger, der rent faktisk forandring noget til det bedre. Hun finder på kampagner, hun inviterer sig selv med dér, hvor arbejderen er blevet glemt, hun får endda ændret på lovgivningen for at skabe mere lige forhold for mænd og kvinder på byggepladserne Mette bruger sin fritid og al overskydende energi på at give stemme til så utroligt mange faglærte, kvinder, personer, der ikke passer ind i kønsstereotyper eller har en anden seksuel orientering end majoriteten.

  

3. VETERANSKYTTERNE, DANMARK

Veteranskytterne er en nonprofit organisation, der laver events og arrangementer for syge, sårede og skadede veteraner. Veteranerne i Veteranskytterne er typisk relativt unge personer i deres mest produktive alder, der har fået livslange handicap i fædrelandets tjeneste. Her har foreningen Veteranskytterne bevist sit værd. Foreningen udfører en vigtig og nødvendig opgave ved at skabe et frirum for sårede soldater. Målet med vores forening er derfor at få denne identitet tilbage i de sårede soldaters liv samt, at ruste dem til at fungere bedre i deres civile liv og arbejde. Prisen blev modtaget af Veteransskytternes stifter, Jacob Panton.

 

4. BOBLBERG, DANMARK

Boblberg er en fællesskabsplatform, der danner rammerne for at mødes i sociale fællesskaber. På Boblberg er der mere end 170.000 medlemmer, som bobler og skaber nye sociale relationer og fællesskaber sammen. Man kan søge alt fra en gå-makker, en god ven/veninde, en træningsmakker, en reservebedste eller en ligesindet at snakke med i en svær tid - mulighederne er mange. Boblberg er et sted, hvor man har en unik mulighed for at finde andre, som søger netop det samme som én selv. Boblberg har skabt kontakt mellem mere end 85.000 danskere og har et samarbejde med Røde Kors om at bekæmpe ensomhed og styrke vores mentale sundhed, samt sikre at endnu flere danskere bliver en del af fællesskabet. Prisen blev modtaget af Boblbergs medstifter, Rasmus Stæhr

 

5. BØRNEBUDDIES, SJÆLLAND

I Børnebuddies hjælper frivillige studerende fra Københavns Professionshøjskole børn, der trænger til et frirum, fordi sygdom eller død fylder i deres hverdag. Det kan være børn, der har mistet en forælder eller har en søskende, der er syg. En børnebuddy er en ven og støtte, som kan hjælpe med de små, men vigtige, ting i hverdagen, fx leg, udflugter, biograftur, lektier m.m. En børnebuddy kan også gå med til fritidsaktiviteter, sport og kulturarrangementer. De frivillige studerende læser fx til sygeplejerske, pædagog, fysioterapeut, socialrådgiver eller lærer og bruger ca. 10 timer om måneden ved siden af studiet på at være sammen med et barn, der har det svært. De gør et fantastisk arbejde og bliver samtidig klædt på til at håndtere vanskelige situationer, have svære samtaler og formidle viden til et barn – noget, de helt sikkert vil få brug for, når de er færdiguddannede.

Prisen blev modtaget af Projektkoordinator for Børnebuddies, Iben Kiilsgaard Tømmerup og sygeplejerskestuderende og frivillig buddy, Anne Sofie Pathuel

  

6. DJAFFAR SHALCI, HOVEDSTADEN

Ejendomsudvikler og mangemillionær Djaffar Shalchi tager diskussionen i det offentlige rum om den stigende ulighed i Danmark. Han lever efter mottoet; De rige skal bidrage mere til samfundet. Som Djaffar siger: Det er jo ikke de fattige og de nederste i samfundet der skal løfte samfundet og redde verden! Djaffar Shalchi har også oprettet en fond https://humanact.org/ hvoraf han i 2016 doneret 200 millioner kroner til velgørendehed. Han mener, at de rigeste skal bidrage mere til samfundet i form af blandt andet højere skatter som for eksempel formueskat. Og et andet synspunkt er af de rigeste virksomheder i EU skal betale en mindste skat. Djaffar Shalchi har brugt sin vigtige stemme i debatten om social ulighed i Danmark, doneret store beløb for at bekæmpe ulighed.

  

7. HVERDAGSAKTIVISTERNE, HOVEDSTADEN

Hverdagsaktivisterne, har siden april 2018 skabt en lang række af succeshistorier, der først og fremmest gælder en udsat gruppe i vores samfund: borgere med udviklingshæmning og/eller fysisk handicap. 'Hverdagsaktivisterne', er organisatorisk forankret som en hybrid mellem Center for Selvstændig Bolig og Beskæftigelse i Københavns Kommune og den private pårørendeforening Venner af Captum. Dertil har Hverdagsaktivisterne et massivt tætvævet tæppe af samarbejdspartnere som spænder fra NGO, kommuner, organisationer, forvaltninger, virksomheder og foreninger. De handicappede borgere, de vanlige modtagere af andres hjælp, kan nu selv mærke glæden og tilfredsstillelsen ved at hjælpe andre og gøre en forskel i en god sags tjeneste. Hverdagsaktivisterne består nemlig af en gruppe borgere med udviklingshæmning, som ønsker at lave frivilligt arbejde i civilsamfundet. Med basis i undervisning og kurser hos Akademiet i Sundby Væksthus rustes Hverdagsaktivisterne til mødet med civilsamfundet og det frivillige arbejde. Prisen blev modtaget af Camilla Karlsson, projektleder hos Hverdagsaktivisterne.

 

8. ALAN MOUSSA, HOVEDSTADEN

Hermed en indstilling af Alan, på vegne af hans kollegaer og venner på BC Hospitality Group Alle har en historie. Det gælder også Alan Moussa, der kom her til landet som flygtning fra Irak. Alan var kun teenager og havde mistet hele sin familie da han kom til Danmark som flygtninge fra Irak.Alan er lidt af et multitalent: Han arbejder som tjener i Crowne Plazas morgenmadsrestaurant, og fungerer også som intern mentor og ”storebror” for nyankomne flygtninge, som starter i praktikforløb hos en af BC Hospitality Groups enheder. Alan har flere gange været kåret som ”månedens medarbejder”, ”årets medarbejder” og taler hele otte sprog! Ud over at være en meget vellidt kollega, er Alan en aktiv og samvittighedsfuld samfundsborger, med et hæsblæsende aktivitetsniveau, som gør alt hvad han kan for at hjælpe der, hvor der er allermest behov for det. Alans imponerende sprogkundskaber er en stor hjælp i forhold til at løse de hverdagsudfordringer, man støder på som indvandrer. Men især flygtninge nyder godt af Alans store hjerte og engagement: Han hjælper med alt fra voksentræning, organisering af børnepasning, aktivering af børn- og unge ved, for egne midler, at tage dem en tur i Tivoli eller biografen, så de også får lov til at være børn. Som følge af lav integrationsydelse, underviser Alan også mange flygtninge i, hvordan man kan tilberede sund, nærende og billig mad med danske fødevarer som f.eks. øllebrød. For at understrege Alans energiniveau og overskud hjælper han, sammen med nogle venner, københavnske hjemløse med personlig pleje, tøjvask og frisør et par gange om ugen.

  

9. PROJEKT UDENFOR, MIDTJYLLAND

I 2016 startede projekt UDENFOR - et projekt i Aarhus med tilbud til udsatte hjemløse borgere om at blive en del af et arbejdsfællesskab, hvor de, sammen med arkitekter, tømrere og socialarbejdere, kunne være med til at tegne og bygge deres egen flytbare bolig. De deltagende hjemløse er netop nu flyttet ind i deres huse, som er skabt ud fra deres egne ønsker og behov, og som er placeret i en klynge centralt i Aarhus. Her skal de nu i gang med at etablere sig i et levefællesskab, hvor de med støtte fra netværksmedarbejdere kan lære at bo og udvikle sig i rammer, de selv er medskabere af, og kan føle sig hjemme og trygge i. For mennesker, der lever på gaden, og har gjort det længe, kan det være svært at føle sig hjemme i en bolig. Det kan være svært at få foden indenfor i et fællesskab, og det kan være svært at finde fodfæste til udvikling og en værdig plads i samfundet. Ofte føler borgerne sig lige så hjemløse, efter de kom i bolig, som de gjorde før. Desuden ser vi ofte, at hjemløse ikke formår at fastholde den bolig, de får tilbudt. Målet med projektet har været at arbejde med inddragende byggemetoder, for at skabe ejerskab til de enkelte huse. Samtidig er ønsket at skabe et levefællesskab for beboerne, og dermed bidrage til udviklingen af en socialt bæredygtig by, der inkluderer hjemløse. I dag står husene på Tage-Hansens Gade i Aarhus, hvor de skal stå de næste halvandet år. Det betyder, at de hjemløse langt om længe får en base, hvorfra de kan starte deres nye tilværelse. Prisen blev modtaget af direktør for Projekt UDENFOR, Lisbeth Pilegaard.


10. MIKKEL RASMUSSEN, DANMARK (Publikumsprisen)

Mikkel Rasmussen er overlæge med speciale i psykiatri, og har længe kæmpet for at få et tiltrængt fokus på Psykiatrien. Dette har han gjort med sin frivillige indsats

og store engagement for at bryde tabuer og stigmatiseringer. I juni 2019 tog han initiativet til en tværfælles happening med hashtagget #BedrePsykiatriForAlle. På under 18 dage fik initiativet en følgeskare på mere end 5.300 mennesker. Han har formået at engagere bredt og få opbakning fra både organisationer, NGO’er, fagbevægelser, foreniger og psykiatriske afdelinger. Der er kommet mere fokus på psykiatri og det er bemærkelsesværdigt at én mand har haft stor succes samle folk fra alle fløje og enheder med et fælles mål: #VærdigPsykiatriForAlle.