Hvad betød det for dig at vinde Fællesskabsprisen 2017?

Thomas Vovemod, Varm Velkomst:

”Det var et boost pludselig at få national anerkendelse for et projekt, som vi lokalt har investeret mange frivilligkræfter i uden at ane om det ville virke. For at løbe projektet i gang, satte jeg min virksomhed på halvt blus i 2016 ved at sige nej til en række opgaver – og kastede mig ud i det spændende, men krævende forhindringsløb det er at forene 150 parter om at modtage 20.000 borgere. At Fællesskabsprisen ventede os ved målstregen var en skøn sejrens sødme. Og det har givet mig en følelse af, at det her nytter og batter - og motivation til at gøre endnu mere.”




Rasmus Erichsen, StopSpildLokalt:

”Det var jo kæmpe stort. Jeg havde slet ikke regnet med det, jeg er jo kun 18 år. Det var en stor anerkendelse og meget motiverende for vores videre arbejde.”

Morten Schierup Larsen (far til Ronja), Flygtningevenner:

”For Ronja betød det, at hun så, hvad det egentlig var vi havde gang i. At vores arbejde med at skabe venskaber mellem danske børn og flygtningebørn var noget andre kunne bruge – at det kom ud over vores egen lille verden, kan man sige. For mig var det en kæmpe anerkendelse og en bekræftelse af, at det er en god ide, vi har fået.”


Hvad har det betydet for jeres organisation at få prisen?

Thomas Vovemod, Varm Velkomst:

”Vi har i det sidste år arbejdet på at få konceptet bag Varm velkomst spredt ud over hele landet. At vi er et prisvindende tiltag har gjort det lettere at få positive tilbagemeldinger fra f.eks. kommunerne. Det at nogle andre har sagt, at det vi laver, er noget særligt, har fremmet fortællingen om vores forening, Givisme. Vi oplever fx, at europæiske kommuner og kulturhuse nu selv henvender sig til os. Jeg tror, Fællesskabsprisen har spillet ind her, for hvis man søger på os på nettet, kan man jo læse, at vi har fået prisen. Vores synlige værdi er blevet forøget, kan man sige.”

Rasmus Erichsen, StopSpildLokalt:

”Det har givet os en meget større synlighed. Og det betyder også at vi ser mere professionelle ud overfor evt. nye samarbejdspartnere. Flere butikker – både Netto og forskellige småhandlende – har efterfølgende kontaktet os for at samarbejde med os.”

”Det har også betydet, at vi i hvert fald ikke har problemer med at skaffe frivillige mere. Her til jul havde vi en indsamling af overskudsmad, der skulle gå til udsatte mennesker. Over 2200 personer meldte sig som frivillige - så mange havde vi slet ikke brug for! På daglig basis har vi omkring 500 faste frivillige, så vi er godt tilfredse.”

Morten Schierup Larsen (far til Ronja), Flygtningevenner:

”Vi fik en masse presseomtale i forbindelse med prisen. Særlig vores optræden i Go’ Aften Danmark gjorde, at folk fik øjnene op for os. Vi fik en masse følgere på Facebook, og vores budskab om at hjælpe integration på vej gennem venskaber og leg brød igennem til flere mennesker, end det ellers ville kunne lade sig gøre. Og det er vi meget glade for.”

”Det har også gjort noget positivt for vores selvopfattelse, vi tror endnu mere på ideen nu. På trods af at det er hårdt arbejde – det har nærmest været som at drive et mini-Røde Kors – så holder vi fast. Vi har kæmpet lidt med at finde den rigtige form på projektet, men vi er nu nået frem til at støtte folk til at lave deres egne flygtningearrangementer, i stedet for at vi skal stå for det hele. Sammen med Aarhus Kommune har vi udviklet en aktivitetskasse, som man kan bruge som en slags opskrift på arrangementer mellem danskere og flygtninge. Den indeholder nogle kort, som vi har udviklet på tre sprog. Kort som åbner op for samtaler om fx den danske folkeskole, dagligdagen i Danmark, tørklæder og andre emner, som man kan tale om på tværs af kulturer.”

Hvad har været det bedste ved at vinde prisen?

Thomas Vovemod, Varm Velkomst:

”Det var at stå på podiet sammen med mine to projektleder-makkere og blive anerkendt for vores fælles arbejde. Jeg var pavestolt. Det var som sagt et maratonløb af karat at få projektet sat i søen, så det var sådan en frigørende følelse: Yes, det nyttede. Det var det hele værd!”

Rasmus Erichsen, StopSpildLokalt:

”Det var virkeligt overvældende at vinde – det var bare stort det hele ved prisoverrækkelsen. At stå foran alle de mennesker, at tale med Mette Frederiksen - og ikke mindst alle de andre vindere. I min tale nævnte jeg, at Mette Frederiksen gerne snart måtte blive statsminister. Bagefter kom der én hen til mig, og sagde, at det var da mig, der skulle være statsminister med den gode tale. Det var ret vildt!”

Morten Schierup Larsen (far til Ronja), Flygtningevenner:

”Vi havde en dejlig dag ved prisuddelingen. Vi var rejst sammen med Ronjas flygtningeven Roua og hendes familie til København, og det var en rigtig god mulighed for at lære hinanden bedre at kende i nogle nye rammer. Vi fik brudt vores kulturelle og sproglige barrierer ved at være på udebane sammen.”