Jurymedlem Torben Möger Pedersen

Adm. Direktør, Pension Danmark

Hvorfor deltager du som jurymedlem til Fællesskabsprisen?

PensionDanmark har været med i Fællesskabsprisen fra starten i 2014, fordi vi gerne vil understøtte og fejre de fællesskaber, der er med til ’lime’ os sammen som mennesker på arbejdspladserne, rundt om i lokalsamfundene og på tværs af andre fællesskaber. PensionDanmark er selv skabt og udviklet i et dynamisk fælleskab mellem arbejdsmarkedets parter, vi investerer vores 700.000 medlemmers opsparing sammen og vi er fælles om at finansiere vores programmer for forebyggelse og efteruddannelse. Så fællesskab er en del af PensionDanmarks DNA.

Hvad betyder fællesskab for dig?

Fællesskab er det helt grundlæggende fundament, vi alle sammen står på som mennesker. Vi har brug for interaktionen og samspillet med andre for at trives og for at lykkedes – ikke kun som individer, men også som samfund. Det gælder lige fra de helt nære familiefællesskaber og fællesskaber med venner til arbejdsfællesskaberne, vores fællesskab som nation og vores fællesskab med alle verdens medborgere i det store globale fællesskab, som så smukt er samlet i FNs 17 bæredygtighedsmål. Det er vigtigt, at den enkelte forsøger at give et positivt bidrag til alle disse fællesskaber.  Fællesskabsprisen handler for mig om at påskønne de ildsjæle, der gør en særlig indsats for fællesskabet og som dermed er et eksempel for og inspiration for os andre.


Jurymedlem Lise Agerley

Kommunikationsdirektør, Alka

Hvorfor deltager du som jurymedlem til Fællesskabsprisen?

Siden 2014 har Fællesskabsprisen sat spot på de ildsjæle, der hver dag gør en forskel i fællesskabets tegn. Det store arbejde som både vindere og nominerede udfører, har vi alle grund til at hylde. Herudover påminder Fællesskabsprisen os om hvor vigtigt fællesskabet er. Også når det gælder de helt nære ting, som fx sammenholdet og hjælpsomheden blandt naboer eller på arbejdspladsen. Især hverdagens helte, der gør den enkelte glad og tryg, vil jeg gerne være med til at hylde og derfor er jeg glad for at være jurymedlem i Fællesskabsprisen. Fællesskabsprisen hjælper os til at blive mere opmærksomme på, at alle kan være med til at gøre en forskel med vores egen indsats. Fællesskabsprisen sætter fokus på hvor vigtigt det er, at vi som mennesker står sammen om gode initiativer, der gør Danmark til et bedre sted at være. Ved at sætte fokus på gode initiativer der gavner fællesskabet, hylder vi de personer der gør noget særligt for andre og for fællesskabet. Det vil Alka være med til at fejre og derfor støtter vi Fællesskabsprisen.

Hvad betyder fællesskab for dig?

For mig er fællesskabet enormt vigtigt, fordi det er hele vores samfunds sammenhængskraft. Vi skal ikke blot værne om fællesskabet, men også udvikle og opbygge fællesskaber. Fællesskabet er meget relevant i en tid, hvor udviklingen og teknologien kan føre os i mange forskellige retninger. Jeg er stor tilhænger af udvikling og teknologi, men det er en forudsætning, at vi husker fællesskabet, hvis udviklingen skal være gavnlig for samfundet og os som individer.



Jurymedlem Thomas Hundsbæk

Kommunikationschef, 3F

Hvorfor deltager du som jurymedlem til Fællesskabsprisen?

I 3F arbejder vi for at styrke det danske fællesskab i bred forstand. Det moderne Danmark er netop bygget på et fællesskab, hvor vi løfter i flok og tager hånd om mennesker, der har svært ved selv at løfte med. Derfor vil vi gerne hylde de mennesker, der gør en særlig indsats for at gøre fællesskabet stærkt.

Hvad betyder fællesskab for dig?

For mig er det fællesskab, når jeg ser min datter spille en fodboldkamp. Det er fællesskab, at en far gider bruge tre aftener om ugen på at træne pigerne uden at få en krone for det. Det er fællesskab, når jeg står der på sidelinjen og hepper sammen med både bankdirektøren og rengøringsassistenten. Og det er fællesskab, at vide at rengøringsassistenten ikke vil blive ruineret af sygehusregninger, hvis hendes datter brækker anklen under pigernes kamp.

Det er fællesskab, når vi føler, at vi er forbundne og hænger sammen med dem, der er lidt mindre heldige end os selv. Det er fællesskab, når vi i stort og småt tænker på ”os” før ”mig”. Også når det koster noget af os.




Jurymedlem Rya Lene Terney

Chef for CSR & Jobudvikling, ISS

Hvorfor deltager du som jurymedlem til Fællesskabsprisen?

I Danmark har vi en masse ildsjæle, der gør noget helt særligt og en stor forskel for andre. De får måske ikke altid det klap på skulderen, de fortjener. Det kender vi også fra vores branche, hvor vores kolleger hver dag sørger for gode serviceoplevelser og en gnidningsfri hverdag hos vores kunder. Fællesskabsprisen er en god måde at sætte fokus på dem, der hver dag gør en særlig indsats. Kort sagt deltager jeg som jurymedlem, fordi jeg synes, personer og grupper, der gør en forskel for fællesskabet, fortjener en hyldest.

Hvad betyder fællesskab for dig?

For mig er fællesskab vigtigt, fordi det blandt andet er i fællesskaber og interaktion med andre mennesker, at vi vokser og lærer. I ISS arbejder vi i teams og fællesskaber, så vi kan dele vores erfaringer, viden og faglighed, og på den måde gøre hinanden endnu bedre. Som leder i ISS skal jeg lede teams, hvor alle rækker ud til hinanden – både for at hjælpe andre og for selv at få hjælp. Det er her, fællesskaber virkelig giver mening.


Jurymedlem Anne-Marie Skov

Direktør, Tuborgfondet

Hvorfor deltager du som jurymedlem til Fællesskabsprisen?

Tuborgfondet er med til at uddele Fællesskabsprisen fordi vi hvert år støtter 400 foreninger og organisationer, som alle er til glæde for fællesskabet. Vi har særligt fokus på at styrke unges deltagelse og engagement i samfundet og sikre at flere unge bliver en del af et arbejdsfællesskab i Danmark.

Hvad betyder fællesskab for dig?

ALT!  Uden fællesskab kan vi ikke eksistere som mennesker, hvad enten det handler om fællesskaber i  familien, med vennerne, på arbejdet. Det, der gør det spændende at være med i  Fællesskabsprisen er, at vi ser masser af eksempler på fællesskaber, der har et formål ud over det at have det godt sammen. Fællesskaber der gør noget for andre, for en fælles sag.



Jurymedlem Rikke Rothstein

Internal Communications Manager, DFDS

Hvorfor deltager du som jurymedlem til Fællesskabsprisen?

Jeg har deltaget i fællesskabsprisen siden første overrækkelse i 2014. Det er en helt speciel og glad dag, som vækker følelser og inspirerer os alle til at gøre noget godt for andre

Hvad betyder fællesskab for dig?

Fællesskab for mig er lig med omsorg og anerkendelse. I et fællesskab skal der være plads til alle, og det er vigtigt, at vi altid husker på at hjælpe hinanden – det bringer som oftest noget positivt med og inspirerer andre til at hjælpe andre.


Jurymedlem Stefan Hermann

Rektor, Københavns Professionshøjskole

Hvorfor deltager du som jurymedlem til Fællesskabsprisen?

Københavns Professionshøjskole står bag Fællesskabsprisen, fordi de professioner, vi uddanner til, i høj grad konstituerer og styrker det store fællesskab, som velfærdssamfundet er. Sygeplejersker, pædagoger, lærere, socialrådgivere og de andre vigtige fagprofessioner løfter borgere i alle aldre på utallige måder, så de også kan deltage og bidrage til samfundet. Som professionshøjskole vil vi gerne være med til at hædre alle dem, der gør en forskel for andre og flere end sig selv.”

Hvad betyder fællesskab for dig?

Et stærkt samfund kræver stærke individer, sagde den engelske filosof John Stuart Mill for sådan cirka 150 år siden. Det er rigtigt, og mellemregningen i dag er, at kun myriader af fællesskaber kan sikre dette. Jeg er en del af Fællesskabsprisens jury, for at være med til at hædre de individer og grupper, der gør en forskel for de meningsfulde fællesskaber, hele vores samfund bygger på.